Undgå skybrudsskader

Sådan kan du forebygge skader ved skybrud

Hvis der er varslet skybrud, kan du selv gøre en række ting for at begrænse skaderne. 

Her og nu kan du: 

Lukke vinduerne
Forsikringen dækker ikke skader efter vand, som kommer ind gennem åbne vinduer. Derfor skal du først og fremmest lukke samtlige vinduer fra kælder til kvist. Overser du et åbent kælder- eller tagvindue, kan det betyde store skader.

Rense udendørsafløb og tagrender
Gå en tur rundt om huset og sørg for, at alle afløbsriste er fri for blade og andet skidt. Tjek, at tagrender er rensede, og at tagnedløbene ikke er stoppet til. Forsikringen dækker ikke skader efter vand, som skyldes tilstoppede tagrender eller kloakker.

Tjekke terrasse og fliser
Har du terrasse eller anden flisebelægning op ad huset, så tjek, om du selv kan gøre noget for at hjælpe afledningen af vandet på vej. Fjern for eksempel ting, som forhindrer vandet i at løbe væk, eller grav små render, hvis det er muligt.

Gennemgå kælderen
Tjek, om der er ting af værdi, som du bør fjerne fra kældergulvet. Fjern det, du kan, eller klods det op, så det ikke står direkte på kældergulvet. Det kunne for eksempel være vaskemaskine eller tørretumbler.

Har du afløb, men ikke højvandslukke, kan du stadig begrænse opstigende kloakvand. Læg plast over gulvafløbet og sandsække ovenpå. Læg herefter en krydsfinérplade ovenpå, som du fastklemmer med en lægte fra pladen til loftet. Brug samme metode til toilettet, hvor du først stopper det med en plastpose fyldt med stof eller lignende.

Har du før haft vand i kælderen? Brug en kraftig, automatisk pumpe til indtrængende regnvand. Kloakvand, på grund af bakterier, skal ikke pumpes ud i haven, men kræver professionel hjælp.

 

Hvis skaden er sket, skal du huske at: 

Begrænse skaderne
Hold godt øje, mens skybruddet står på, og vær klar til at reagere, hvis der kommer vand ind. Du skal gøre, hvad du kan for at begrænse skadernes omfang. Hav spande, koste, skovle og klude klar, så du kan begynde at opsamle vand, hvis det kommer ind. Flyt ting, som bliver beskadiget af vandet, til et tørt sted.

Dokumentere skaden
Smid ikke ødelagt eller skadet indbo ud. I mange tilfælde skal vi vurdere og opgøre skaden.
Tag gerne billeder af skaden.

Vigtigt
Vær opmærksom, hvis der kommer kloakvand ind i dit hus, da det kan være særdeles sundhedsskadeligt. Beskyt dig med handsker, vandtæt tøj og fodtøj.
Læs mere hos Statens Serum Institut.

 

Du kan få hjælp til at anmelde skaden hos vores kundeservice på telefon 5693 0000, eller du kan logge på Mine sider og anmelde skaden elektronisk.

 

 

Inden et skybrud kan du:

  • Rense tagrender, nedløb og afløbsriste for visne blade og andet.
  • Efterse og rense lyskasser, så der skabes frit afløb.
  • Tildække ventilationshuller i ydermure og sokler, hvis de er tæt på jorden. 
  • Sørge for, at døre og vinduer lukker tæt, især i taget og i kælderen.
  • Have sandsække klar til at lægge foran en kælderdør eller oven på kælderafløb.
  • Undgå at opbevare de mest værdifulde ting i kælderen.
  • Opbevare tøj og andet i plastkasser eller anden vandtæt opbevaring.
  • Løfte inventar, maskiner og hvidevarer fri af gulvet, fx op på en palle
  • Få efterset vandsikringer i kælderen, tilbageløbsstop eller andet af autoriseret reparatør – særligt, hvis det er et krav for din forsikringsdækning. Husk at få dokumentation for eftersynet.

Du kan også begrænse skader ved at:

  • Installere et tilbageløbsstop eller et højvandslukke – kontakt din kloakmester.
  • Montere kant rundt om din kældertrappe, så vandet ikke løber ned i kælderen ved oversvømmelse.
  • Undersøge muligheden for at få en mere drænvenlig belægning rundt om dit hus. 

Hvis du får en vandskade, skal du:

  • ALTID tage handsker på – kloakvand kan være forurenet.
  • Flytte de ting, som står i vand, til et tørt sted.
  • Få vandet væk og sat gang i udtørring, evt. ved at kontakte et skadeservicefirma.
  • Få overblik over de skadede genstande og bygningsdele, evt. med fotos.
  • Kontakte dit forsikringsselskab og få hjælp til anmeldelse af skaden.

Spørgsmål og svar

Jeg har fået sat en affugter op. Hvad sker der så?

Selve skaden på bygningen kan vi først vurdere, når der er tørt igen. Det tager som regel ca. 3 uger med en affugter. Hvis du har spørgsmål til selve affugtningen, kan du kontakte skadeservicefirmaet, som har været hos dig.

Skadeservicefirmaet kommer tilbage og vurderer, om vandet er væk, og tager stilling til, om der er sket en varig skade på din bygning. Hvis du har fået en bygningsskade, sørger vi for, at der kommer en taksator ud til dig.

Når taksatoren er på besøg, aftaler I, hvad der skal til for at udbedre skaden - og om du selv eller taksatoren skal stå for det.


Jeg har haft besøg af en taksator. Hvad nu?

Når taksatoren har vurderet skaden, aftaler han med dig, hvordan skaden skal udbedres, hvem der kontakter håndværkere osv.

Hvis du har spørgsmål til skaden på din bygning og udbedringen af den, skal du kontakte den taksator, som du har haft besøg af.

Har du spørgsmål til ting, som er skadede og ikke er blevet vurderet af en taksator, kan du kontakte os på 56 93 00 00.

 

Definition på skybrud

Usædvanligt store vandmængder, som falder med en intensitet på over 15 mm på 30 minutter, eller når vandmængden er så stor, at den ikke kan få normalt afløb gennem i øvrigt utilstoppede afløb.

Ved ”langtidsregn”, som ikke opfylder ovennævnte definition, skal der som en tommelfingerregel som minimum over et døgn være faldet 30-40 mm regn.