Valgregler for delegerede i Bornholms Brand A.m.b.a.

1.

I Bornholms Regionskommune vælges ved direkte valg 24 delegerede.

Valget finder sted hvert år og gælder for en treårig periode, hvorved en tredjedel af de delegerede er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted.

2.

Valgbare er medlemmer, der ikke er fyldt 70 år eller fylder 70 år i valgperioden, og som er bosiddende på Bornholm, og ikke har ansættelse i selskabet eller virker for andet konkurrerende selskab. Mandatet bortfalder, hvis disse betingelser i løbet af valgperioden ikke længere er opfyldt. Hvis en delegeret vælges til bestyrelsen, nedlægger sit hverv eller afgår ved døden, vælges afløser ved næste valg.

En valgperiode er tre år og starter umiddelbart efter, valget har fundet sted.

3.

Stemmeberettiget er enhver, der senest den 1. oktober før valget er blevet medlem af selskabet, og som er myndig og ikke ude af rådighed over sit bo. Hvert medlem har én stemme. Stemmeafgivningen er skriftlig.

4.

Valg af delegerede foregår efter følgende regler:

a. I oktober måned i året for valgperiodens udløb bekendtgøres det i et bornholmsk dagblad og på selskabets hjemmeside, at opstilling af nye kandidater til det forestående valg kan ske ved anmeldelse til selskabet inden 14 dage. Anmeldelsen skal være skriftlig og være underskrevet af kandidaten sammen med mindst 4 øvrige medlemmer af selskabet. For opstilling til genvalg er anmeldelse dog ikke nødvendig.

b. Er der ikke anmeldt flere kandidater end svarende til antallet af ledige mandater anses de anmeldte uden videre for valgt.

c. Såfremt der er anmeldt flere kandidater end antallet af ledige mandater, indkaldes der i november måned ved bekendtgørelse i samme dagblad og på selskabets hjemmeside til valgmøde med mindst 8 dages varsel. Hvert medlem har én stemme. Stemmeafgivelsen er skriftlig. Ved stemmelighed afgøres valget ved lodtrækning.

d. For deltagelse i valghandlingen, skal medlemmet senest 5 dage før valgmødets afholdelse have anmeldt sin deltagelse.

e. Medlemmer kan afgive sin stemme via brevstemning. Såfremt denne mulighed ønskes, skal medlemmet inden 8 dage fra bekendtgørelse af valgmødet kontakte selskabet for at rekvirere en formular til brevstemning. Brevstemmer skal være selskabet i hænde senest på det tidspunkt hvor valgmødet slutter officielt.

f. Hver stemmeberettiget mødedeltager modtager en stemmeseddel. En stemmeseddel er alene gyldig, hvis den stemmeberettigede har afgivet lige så mange stemmer, som antal af kandidater der skal vælges.

g. Valghandlingen foretages på selskabets kontor.

h. Bestyrelsen sammensætter en valgkomité, som er ansvarlig for optælling af stemmer og bestyrelsen fastsætter dato og tidspunkt for valgmødet.

i. De ledige mandater besættes i rækkefølge efter antallet af stemmer. Står stemmerne lige, afgøres valget ved lodtrækning af bestyrelsen. Valgresultatet offentliggøres i samme fagblad og på selskabets hjemmeside.

j. De opstillede kandidater har mulighed for at overvære optællingen, som foregår i umiddelbar forlængelse af afstemningen.