Formandsberetning

Generalforsamling i Bornholms Brand A.m.b.a. den 12. april 2023

 

Beretning v/ Per Hansen, formand.

Velkommen til den ordinære generalforsamling i Bornholms Brand A.m.b.a. for året 2022.

Indledningsvis vil jeg gerne på vegne af bestyrelsen takke for jeres deltagelse på årets generalforsamling.

Jeg er glad for at kunne konstatere en bred tilslutning til generalforsamlingen fra selskabets medlemmer, delegerede, medarbejdere og bestyrelse.

Som bekendt er den primære aktivitet for Bornholms Brand A.m.b.a. at besidde ejerandelen af Bornholms Brandforsikring, og sekundært at støtte op om formål til gavn for det bornholmske erhvervsliv eller Bornholm generelt.

Derfor er det klart, at driften i forsikringsselskabet har stor bevågenhed, for når det går godt i forsikringsselskabet, så smitter det også af på moderselskabet Bornholms Brand A.m.b.a., og vice versa.

Derfor vil denne beretning også i høj grad handle om forsikringsselskabet.

Det forgangne år har været et begivenhedsrigt år, med flere uforudsete hændelser.

Pandemien havde fortsat sit greb om samfundet ved indgangen til 2022, og kort inde i 2022 blev Bornholm ramt af to navngivne storme, Malik og Nora, som resulterede i cirka 700 storm- eller stormrelaterede skader i forsikringsselskabet.

Den russiske invasion af Ukraine, som har medført store ofre for millioner af mennesker, har også skabt stor turbulens på de finansielle markeder, og sammen med stigende inflation og store rentestigninger er forbrugere og virksomheder, både i Danmark og globalt, økonomisk hårdt ramt. Det har i væsentlig grad påvirket investeringsafkastet negativt i både Bornholms Brandforsikring A/S og Bornholms Brand A.m.b.a.

Udviklingen generelt har haft stor ledelsesmæssig fokus, herunder har de direkte konsekvenser af inflationen medført mange overvejelser omkring kundehensyn, risiko og prisfastsættelse.

Foreløbigt har selskabet dog været i stand til at håndtere prisstigningerne på skadeområdet uden ekstraordinære stigninger for selskabets kunder.

 

Bornholm står overfor kæmpe muligheder i fremtiden

Vi følger udviklingen tæt, herunder de kommende planer for energiøen. Det er store summer og store projekter, der er i spil, men som en kommerciel virksomhed er det også vigtigt for os, at vi følger udviklingen og løbende vurderer de forretningsmæssige muligheder der følger.

Vi kan nok ikke forsikre Energiøen, men vi kan prøve at samle op på de afledte effekter, så vi sammen med øens øvrige erhvervsliv både kan udvikle os sammen, og hjælpe med vores viden omkring de forsikringsmæssige aspekter.

Vi ser også vores boligprojekt Æbleløkkerne i Rønne Syd, som vi driver i samarbejde med Ocean Prawns som udtryk for, at vi ønsker at bidrage til Bornholms udvikling.

Æbleløkkerne er fortsat i udviklingsfasen, men der er fremdrift, og der er ingen tvivl om, at vi kommer til at stå med et spændende projekt.

 

En del af Bornholm siden 1855

I Amba’et har vi i 2022 igen modtaget et højt antal ansøgninger. Hele 121 ansøgninger om støtte til en bred vifte af projekter og initiativer er behandlet og af dem har 74 projekter fået bevilget støtte til en samlet værdi af ca. 2 mio. kr.

Det er både større og mindre projekter, og samlet set når vi ud til rigtig mange bornholmere med vores støtte, både direkte og indirekte. Vores i den målestok begrænsede midler gør det ikke alene, men vi er stolte af, at vi kan give et bidrag til de mange frivillige og ildsjæle, som oftest driver disse projekter og endnu mere stolte over de mange, som til syvende og sidst får glæde af projekterne og aktiviteterne.

Det er typisk projekter, som bidrager til Bornholms udvikling eller som bidrager til, at vi også i fremtiden kan have et bredt og alsidigt foreningsliv, som skaber liv på Bornholm også udenfor højsæsonen, hvor der i forvejen er mange aktiviteter.

Det er samtidig vigtigt at understrege, at det kun er muligt på grund af den store opbakning vi møder fra selskabets medlemmer, som er kunderne i forsikringsselskabet.

Tak for jeres opbakning.

Jeg vil også minde om, at vi jo kun tegner forsikringer på Bornholm, som det eneste forsikringsselskab i Danmark. Derfor skal vi også altid stræbe efter, at gøre det lidt bedre end de andre, og derfor er det også helt naturligt for os, at vi også skal give noget igen til Bornholm.

 

2022 i tal - et skelsættende år

Moderselskabet Bornholms Brand A.m.b.a. kom ud af året med et underskud på 27,4 mio. kr. mod et overskud på 10,6 mio. kr. i 2021.

Resultatet er ikke tilfredsstillende og er en kombination af resultatet i forsikringsselskabet Bornholms Brandforsikring A/S, samt et negativt afkast på værdipapirbeholdningen i moderselskabet.

Vi plejer at sige, at vi har en konservativ investeringspolitik, i og med at største delen af selskabernes værdipapirer er placeret i obligationer, som vi altid har betegnet som en sikker havn.

I 2022 har vi måtte sande, at det er en sandhed med modifikationer, for i 2022 har der ikke været mange værdipapirer, som var sikker havn. Uro på finansmarkederne har medført faldende aktiekurser og høj fart i samfundet med stigende inflation har samtidig medført at centralbankerne har hævet renterne med rekord fart. Det betød samtidig store tab på den eksisterende værdipapirbeholdning. I Bornholms Brand investerer vi udelukkende den kapital vi har til rådighed – der er således ikke tale om nogen form for gearing af de investerede midler.

Papirerne er dog ikke afhændet, og af den grund er tabet ikke realiseret, og vi håber sammen med vel nok resten af landets pensionsopsparere, at udviklingen vender til noget mere positivt.

Og vigtigst af alt, selskabet er også i dag velkonsolideret. Vi har fortsat god kapitaldækning, og vores medlemmer kan være trygge.

 

Trods underskud også i forsikringsselskabet har vi en sund forsikringsdrift

Bornholms Brandforsikring tegner skadesforsikringer og kun på Bornholm, hvor vores markedsandel på vores forretningsområde er stadig stigende.

I 2022 er antallet af tegnede forsikringer steget med 1.417 policer til 59.969 policer pr. 31/12 2022, og vores præmieindtægter følger flot med, med en stigning på 6,8 % til 151,7 mio. kr.

Vi havde en målsætning om 60.000 policer med udgangen af 2022 og vi var dermed snublende tæt på at nå målet og resultatet er absolut godkendt.

Det er vigtigt for os, at vi holder fast i en positiv udvikling, og vi kan se, at vi løbende tilvælges af nye kunder. Selvfølgelig er det først og fremmest vigtigt, at vores eksisterende kunder forbliver i selskabet, men når vi samtidig også er attraktive overfor nye kunder ved vi, at vi fortsat er konkurrencedygtige. Og det er vigtigt, hvis vi vil være bornholmernes foretrukne forsikringsselskab.

I vores kommende tre års strategiperiode har vi skruet lidt ned for vores vækstambitioner, fordi vi efterhånden nærmer os en høj markedsandel, men vi ønsker fortsat positiv vækst, som skal ske ved fastholdelse af eksisterende kunder og tiltrækning af nye lønsomme kunder.

Samtidig er det et vigtigt fokus, at vi hele tiden tilpasser priser og dækninger. I den nærmeste tid handler det om at undgå, at skulle hæve priserne ekstraordinært, på grund af den stigning vi har oplevet på omkostningerne på skader, særligt bygningsskader og biler.

Et andet eksempel på store påvirkninger er genforhandling af selskabets genforsikringsprogram for 2023 som har været udfordrende i året der gået. Til trods for et historisk godt forløb på selskabets program, er Bornholms Brandforsikring A/S også mødt med krav om øget risiko tagning og højere priser fra genforsikringsmarkedet. Det har også rod i udviklingen på de finansielle markeder, hvor prisen på risikovillig kapital er steget.

Genforsikring betyder at vi selv videre forsikrer en del af risikoen for store skader eller særligt dyre hændelser via store globale genforsikringsselskaber, og er et vigtigt håndtag til at styre vores forsikringsrisici.

Vi kan konstatere, at konkurrenter har været tidligt ude og varsle ret høje prisstigninger til forsikringskunderne, vi håber, vi kan hjælpe vores kunder i en svær tid og holde priserne i ro, i hvert fald indtil det er tvingende nødvendigt at gøre noget andet.

 

Mange skader i 2022

Bruttoerstatningsudgifterne i 2022 udgør 98,3 mio. kr. En stor del af disse dækker bilskader og bygningsskader, og således penge, som bliver på Bornholm.

Vi har modtaget 7.672 anmeldte skader. Det ligger ca. 29 % højere end i 2021.

Ud over flere kunder, så er andre årsager til de mange skader blandt andet antallet af stormskader, hvor de to  storme Nora og Malik i begyndelsen af 2022 var hårde ved Bornholm. Samtidig ses dog også et stigende antal sager under vejassistance, et produkt som siden lanceringen i 2020 har været kraftigt stigende i antal policer. Men også på rejseområdet kan selskabet nu konstatere, at den stigende rejseaktivitet efter Covid-19 også sætter sit spor i antallet af anmeldelser under rejse- og afbestillingsforsikringen.

I den anden retning trækker, at Bornholms Brandforsikring A/S ikke har registret nogen storskader i 2022, som i selskabets definition er skader over én mio. kr.

Samlet set har selskabets erstatningsudgifter således udviklet sig mere positivt end ledelsens forventninger. Inflationen påvirker erstatningsudgifterne på særligt motorkøretøj og bygningsskader, da der kan konstateres stigninger på materialerne.

Alt dette fører os frem til vores forsikringstekniske resultat, som er det tal, der viser, hvordan det går vores primære drift af forsikringsforretningen. Det viser et overskud på 14,8 mio. kr. mod 12,7 mio. kr. i 2021.

Som tidligere nævnt har udviklingen på finansmarkederne dog været hårde også for forsikringsselskabet og med et tab på værdipapirer på 33,5 mio. kr., lander resultatet for forsikringsselskabet på -14,2 mio. kr. efter skat.

Et almindeligt brugt nøgletal i branchen er combined ratio, som er udtryk for de samlede udgifter til skade, genforsikring og forsikringsmæssige driftsomkostninger sat i forhold til præmieindtægterne. Combined ratio for 2022 blev på 90,5 % i forhold til 91 % i 2021. Forsikringsselskabets målsætning er 92 %, så vi holder os fortsat indenfor skiven.

 

Struktur i Bornholms Brand

Bornholms Brand A.m.b.a. er medlemsejet, og medlemmerne er de til enhver tid værende kunder i Bornholms Brandforsikring A/S. Medlemmerne vælger de delegerede til at varetage deres interesser overfor selskabet.

De 24 delegerede er i dialog med bestyrelsen, og kan på denne måde, sammen med stemmeret på generalforsamlingen, være med til at præge udviklingen i selskabet. Vi holder typisk to årlige møder med vores delegerede.

Vi har nogle konstruktive møder med god dialog og opbakning til bestyrelsen og selskabet.  Jeg vil gerne takke alle delegerede for et stort engagement i Bornholms Brand og jeres fremmøde på vores møder.

Både bestyrelsen og selskabets ledelse vil gerne udtrykke respekt og beundring for den måde, i som delegerede bidrager til selskabet og værner om vores lokale forankring. I er i den grad ambassadører for Bornholms Brand, godt fordelt i det bornholmske landskab.

Som bekendt har Bornholms Brand siden 1991 været opbygget med Topdanmark som mindretalsaktionær i Bornholms Brandforsikring A/S. Vi har stor glæde af samarbejdet med Topdanmark og deres to medlemmer i bestyrelsen for Bornholms Brandforsikring A/S. De bidrager med en stor viden fra branchen, til støtte for både ledelse og bestyrelse.

Der skal derfor lyde en stor tak til Topdanmark for det gode samarbejde og den stærke relation mellem selskaberne.

Intet firma og fremtid uden dedikerede medarbejdere. Der er en god virksomhedskultur og holdånd blandt jer medarbejdere i Bornholms Brand. Friske gode folk der sætter en ære i at betjene og hjælpe vores kunder. Jeg fornemmer også, at der er en stor glæde i at lykkes med, at kunder efter et besøg, et telefonopkald til kontoret, eller en skade – står tilbage med en god følelse og er betrygget i, at man har et godt forsikringsselskab, der dækker, når uheldet er ude. Den tilgang til opgaven er med til at sikre Bornholms Brand for fremtiden. Tak til alle afdelinger og medarbejdere for jeres gode indsats i 2022.

I Bornholms Brand har vi to bestyrelser, en for Bornholms Brand A.m.b.a. og en for Bornholms Brandforsikring A/S.

Bornholms Brand A.m.b.a. har syv bestyrelsesmedlemmer, hvor de tre går videre til A/S - bestyrelsen, og denne bestyrelse suppleres så med to medlemmer fra Topdanmark.

I begge bestyrelser arbejdes der seriøst og i en god ånd for en fortsat positiv udvikling i virksomheden. Bestyrelsesmaterialet bliver stadigt mere omfattende. Lovmæssigt stilles der større og større krav til finansielle virksomheder og dermed også til bestyrelsen og dens medlemmer. Det er vigtigt, at vi hele tiden følger udviklingen og tilpasser os til den virkelighed.

Tak til jer bestyrelseskollegaer for jeres gode og engagerede indsats i året, der er gået.

Tak til alle gode samarbejdspartnere i både det private og i det offentlige.

Til sidst en stor tak til selskabets kunder, som har bakket op om Bornholms Brand i mange år. Vi er meget taknemmelige for den tillid, I viser os ved at tegne forsikring i Bornholms Brand.

 

Bornholms Brandforsikring A/S tilbage på bornholmske hænder
Bornholms Brandforsikring gik ud af 1. halvår med flotte tal og en kåring som årets kundeejede forsikringsselskab
Bornholms Brandforsikring er årets kundeejede forsikringsselskab
I 2023 var brug af ukrudtsbrændere skyld i mere end 200 udrykninger til bygningsbrande i Danmark
Formand: Fortsat ingen ekstraordinære prisstigninger til selskabets medlemmer
Generalforsamling i Bornholms Brand A.m.b.a. den 10. april 2024
Årsregnskabet for 2023
Generalforsamling i Bornholms Brand A.m.b.a. den 12. april 2023
Åbent hus Bornholms Brand Park
Årsregnskabet for 2022
Generalforsamling i Bornholms Brand A.m.b.a. den 6. april 2022
Pressemeddelelse og Generalforsamling
Ukraine
Stormen Nora er på vej
197 skader efter stormen Malik
Bornholms Brandforsikring søger finansmedarbejder med kundefokus
Højsæson for påkørsler af dyr: Sådan passer du på dyrene og dig selv
Loyale kunder sikrer fortsat vækst for Bornholms Brandforsikring
Stillingsopslag Autotaksator
Stenslag i Sverige
Gratis adgang til Middelaldercentret
Bornholms Brandforsikring er årets forsikringsselskab
Anerkendelse til lokalt forsikringsselskab
Formand: 2020 var et usædvanligt år, og vi glæder os til at se fremad
Bornholms Brand A.m.b.a. har bevilget støtte for 6 millioner kroner i 2020
Flere kunder og nye produkter gav os et godt år – trods corona
Hvor løber vandet hen, når sneen smelter?
Velkommen til vores nye assurandør
Tak for indsatsen
Julemagasinet 2020
Delegeretvalg til Bornholms Brand A.m.b.a. 2020
Covid19-støtteordning: 27 ansøgere får del i puljen på 1,5 mio. kr.
Tillykke til Mathias Lund
Halvårsregnskab: Fortsat fremgang hos bornholmernes forsikringsselskab
Ansøgningsfrist 1. september: Særlig støtteordning for Bornholms forenings- og kulturliv
Vi er nomineret
Download vores nye app i dag
Formanden kan se tilbage med tilfredshed på 2019
Generalforsamling i Bornholms Brand A.m.b.a.
Godt årsregnskab i 2019: Nu bliver hus- og bilforsikringer billigere
Årsregnskab 2019: Bornholms Brand i fortsat fremgang
Brug for hjælp til at afbestille din rejse?
Coronavirus og din rejseforsikring
Coronavirus: Hvordan skal du forholde dig?
Gudhjem Mølle skal have ny ejer
Sådan sikrer du dig til skiferien
Praktikant Oskar: Jeg vil være aktuar
Dækning i forbindelse med NBCR-terror
Adskillige skader efter søndagens storm
Ny skadechef til Bornholms Brand