PRESSEMEDDELELSE 10.09.2021
Bornholms Brandforsikring har fortsat sidste års vækst. Det skyldes især stor loyalitet blandt eksisterende kunder og fortsat tiltrækning af nye kunder. Dog har hårdt vintervejr og flere større brande betydet ekstra udgifter til erstatninger, viser det seneste halvårsregnskab.
Selvom første halvår 2021 stadig var præget af Covid-19, og Bornholm og resten af landet var ramt af restriktioner, kan Bornholms Brandforsikring konstatere, at der har været en høj vækst i antallet af solgte forsikringer. I alt er der sket en stigning i porteføljen på 1.840 policer i årets første seks måneder, så det samlede antal policer nåede op på 57.115 policer per 30. juni. Selskabet har et mål om at nå 60.000 policer per 31/12 2022, og det er nu inden for rækkevidde.
Loyale kunder
Forklaringen på den fortsatte vækst skal findes både i flere nye kunder og i et nærmest rekordlavt tab af kunder til andre forsikringsselskaber.
Direktør Morten Holten udtaler:
”Det er i særdeleshed glædeligt, at væksten kan forklares ved meget lav kundeafgang. Vi tegner kun forsikringer på Bornholm, og vores kundeskare er derfor begrænset til de ca. 39.600 mennesker, der bor på øen. Derfor er det vigtigt, at vi først og fremmest er gode til at holde på vores mange gode og loyale kunder.”
Selskabets halvårsregnskab viser dog også stigende skadeudgifter. Faktisk er udgifterne til skader steget med 7,1 mio. kr. i forhold til samme periode i 2020. En del af merudgiften kan forklares ved flere skader som følge af vintervejret i uge 6. Det kostede omkring 1,3 mio. kr. i merudgifter til bilskader og lidt mere på bygningsskader, på grund af rørbrud og vandskader. Også flere brande har bidraget til stigningen i erstatningsudgifter.
Ingen udsigt til prisstigninger på grund af stigende skadeudgifter
Morten Holten er dog ikke bekymret over udgifterne til dækning af skader.
”Billedet viser blot de udsving, som man kan opleve i et selskab af vores størrelse. Først og fremmest er det glædeligt, at vi kan hjælpe vores kunder, når skaderne rammer. Vi havde omvendt en mærkbar nedgang i antallet af skader i april/maj som følge af de første nedlukninger under Covid-19. Så vi er ikke i en situation, hvor kunderne behøver frygte for prisstigninger,” siger Morten Holten.
Samlet set er det forsikringstekniske resultat på 7,5 mio. kr., mod 12,1 mio. kr. i 2020. Det forsikringstekniske resultat er udtryk for det økonomiske resultat af selve forsikringsdriften bestående af indtægter fra forsikringerne minus udgifterne til at drive selskabet samt betaling af skaderne.
Når man regner resultatet af værdipapirer med, er det samlede overskud før skat på 9,9 mio. kr., hvilket er præcis det samme som året før. Bornholms Brandforsikring havde sidste år et underskud på værdipapirer på 2,2 mio. i første halvår, mens der var et overskud på 2,4 mio. i samme periode i år.
Resultatet vurderes som tilfredsstillende.
YDERLIGERE INFO
Direktør Morten Holten
Mobil: 40828046
E-mail: moh@bornbrand.dk