Pressemeddelelse 12.02.2025
Efter snart 10 år i Bornholms Brand, heraf de godt 7 år som direktør, har Morten Holten takket ja til nye udfordringer uden for Bornholm.
Direktør for Bornholms Brand A.m.b.a. og Bornholms Brandforsikring Morten Holten fratræder per 1. august 2025 for at tiltræde en ny stilling udenfor Bornholm.
Selskabet er derfor gået i søgeposition for at finde en ny direktør, som forhåbentlig kan nå at tiltræde, så der er tid til en passende overdragelse af opgaver.
Morten Holten begrunder selv beslutningen med følgende ”Vi flyttede tilbage til Sjælland for snart to år siden grundet familiære årsager. I mellemtiden har jeg boet mere på Bornholm end hjemme hos familien. Det har fungeret fint, men lidt uventet fik jeg tilbud om en spændende stilling på Sjælland. Selvom jeg måske mentalt ikke er helt klar til at forlade Bornholm, så var det afgørende at slå til, når en så spændende mulighed dukkede op.”
Formand Per Hansen siger: ”Morten Holten har udfyldt rollen til bestyrelsens store tilfredshed og har været med til at udvikle selskabet, så vi nu står langt stærkere som et lokalt og attraktivt alternativ til de store aktionærdrevne selskaber. Vi er derfor kede af at skulle tage afsked med Morten, men vil sætte alle sejl ind på at finde en passende afløser” og fortsætter ”Vi er en spændende virksomhed med en stærk lokal profil og det er derfor vores opfattelse, at vi kan tilbyde den rigtige kandidat nogle spændende udfordringer og vi vil selvfølgelig lægge vægt på den lokale forankring, sammenholdt med de rette kompetencer, så vi kan videreføre selskabets stærke position på Bornholm.”
Processen med at finde en ny direktør er igangsat med ekstern hjælp.
YDERLIGERE INFO
Formand Per Hansen, mobil: 4025 4630, e-mail: per.hansen@fishpartners.dk
Direktør Morten Holten, mobil: 4082 8046, e-mail: moh@bornbrand.dk